Julen sunget ind med afstand
Tekst og foto: Julie Grothen
Julen blev sunget ind af lokale kor – udendørs og med afstand – i flere af Hørsholms boligafdelinger.
- Vi syntes, der var for lidt plads til juleglæden og -aktiviteterne. Der måtte ske noget - og noget som var tilladt. Vi vil så meget, men vi må ikke så meget, fortæller Annette Wedel-Heinen, der er fællesskabsambassadør og beboer i Breelteparken.
Hun er sammen med Eva Juul, afdelingsformand i Frennegård Park, og Selvhjælp og Frivilligcenter Hørsholm initiativtager bag corona-sikkre julearrangementer i Hørsholm. De frivillige kontaktede flere lokale kor og spurgte, om de ville møde op i syv forskellige boligafdelinger og synge julen ind – udendørs, med afstand og i grupper af maksimalt 10 personer.
- Korene var klar med det samme, siger Annette Wedel-Heinen.
Kostede 60 nissehuer
Også boligafdelingerne, som huser mange ældre beboere, tog med glæde imod muligheden for ekstra julehygge. I Frennegård Park stillede Hørsholm-Koret op ved afdelingens flagstang og sang julen ind, mens beboere stod spredt, og enkelte lyttede med fra vinduet. Og det betyder noget i en tid, hvor fællesskabet er svært at opretholde, lyder det fra afdelingsformand Eva Juul.
- Denne afdeling fylder 70 år i år, og mange af beboerne har boet her hele deres liv. Vi skulle have haft en kæmpe fest i sommer med 200 mennesker og borgmesteren til helstegt pattegris, fortæller Eva Juul.
Hjælp fra ejendomskontoret
Festen blev selvsagt ikke til noget på grund af corona, men afdelingsformanden er fast besluttet på at gøre noget for fællesskabet.
- Vi må fokusere på, hvad vi kan. Og det her er win-win. Der er jo langt mellem korarrangementer for tiden, så vores initiativ er også for korene en kærkommen anledning til at bruge stemmerne, og det har kun kostet os 60 nissehuer, siger Eva Juul, som forklarer, at uden ejendomskontoret var det ikke gået.
- De har trykt og uddelt mange invitationer, hjulpet med at finde gode steder og leveret strøm. Det har været en kæmpe hjælp.
Eva Juul tilføjer, at selvom afdelingens jubilæumsfest er udskudt, er den ikke aflyst.
- Vi skal samles, når vi igen kan, siger hun.
Seks kor-grupper fra fire forskellige lokale kor var med til at synge julen ind. Der var korbesøg i Breelteparken, Sophielund, Louiselund, Margrethelund, Selmersbo, Æbleparken og Frennegård Park, der alle er en del af Hørsholm almene Boligselskab.