Inviter naboen med til mad
Tekst: Julie Grothen
DAB bakker op om ’Danmark Spiser Sammen’, og det samme gør flere boligafdelinger, når beboerne sætter sig til bords sammen for at nyde et måltid i fællesskab.
Det er dejligt, at fællesspisning mange steder er kommet i gang igen efter corona-tiden, og Aktive fællesskaber i DAB opfordrer til at gøre en lille ekstra indsats for at få flere beboere til at være med.
- Hvis du skal til fællesspisning i din boligafdeling, så prøv at banke på hos naboen i forvejen og foreslå at følges ad – også gerne de naboer, som ikke plejer at være med. Så bliver vi måske flere omkring bordet og flere om at dele et hyggeligt fællesskab, lyder det fra chefkonsulent i Aktive fællesskaber i DAB Michael Wulf.
Hvert år i uge 17 og 45 sætter Folkebevægelsen mod Ensomhed fokus på at danne nye fællesskaber med Danmark Spiser Sammen, der med store og små spisearrangementer over hele landet ønsker at gøre det lettere at møde nye mennesker og at invitere til samvær og fællesskab.