Gymnastik og julemiddag bringer beboere sammen
Tekst: Johnny Gudmand. Foto: privatfoto
Der var julestemning og glæde i luften, da 37 beboere deltog i julemiddag i Lundtofteparken, Boligorganisationen SAMVIRKE i Lyngby. Julemiddagen var for alle boligafdelingens seniorer, og mange deltagere kendte i forvejen hinanden fra afdelingens seniorgymnastikhold.
- Vi holder det som en afslutning på året, hvor vi mødes og hygger. Seniorgymnastik-holdet mødes til gymnastik først, og så holder vi julemiddag med de andre efterfølgende. Det er alle områdets seniorforeninger, der sammen holder julemiddagen, fortæller Pia Johannesen, der er pilates-instruktør og står for gymnastikholdet.
Hygge og motion
Seniorgymnastik-holdet har i gennemsnit 20-25 deltagere hver gang, og omkring 40-50 beboere bruger tilbuddet. Deltagerne træner ugentligt, og udover træning er der et socialt aspekt.
- Nogle af deltagerne har mistet deres mand eller kone og har måske ikke børn. Beboerne tager sig af hinanden og holder øje med hinanden. De ringer for eksempel om morgenen og hører, om de andre har det godt. Det sociale er en stor del af holdet, forklarer tovholderen.
Den fysiske udvikling har Pia Johannesen meget nemt ved at spotte. For deltagerne bliver stærkere og mere smidige af øvelserne:
- Der er nogle øvelser, hvor vi hurtigt kan aflæse, hvor meget de har forbedret sig. Beboerne bliver for eksempel ikke forpustede, når de går op og ned ad trapperne.