Gør en forskel for fællesskabet som ambassadør
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Hvad gør, at du føler dig hjemme, hvor du bor? I DAB tror vi på, at gode fællesskaber er noget af det, der betyder allermest. Derfor leder vi efter fællesskabs-ambassadører, som vil være med til at gøre en forskel i boligafdelingerne ved at bakke op om beboeraktiviteter og sætte nye i gang.
Fællesskabs-ambassadørerne hjælper andre beboere med at komme med i fællesskabet og er tovholdere på kontakten mellem boligafdelingen og de lokale samarbejdspartnere.
Som ambassadør bliver du en del af et netværk med andre ambassadører, hvor I kan udveksle ideer og erfaringer på tværs af boligafdelinger. Samtidig kan du deltage i spændende kurser om blandt andet mobilisering og rekruttering.
Hvis du har gåpåmodet og lysten, så har vi de værktøjer, du skal bruge for at kunne gøre en forskel for beboerne i din afdeling.
Er du interesseret i at høre mere, kan du kontakte Michael Wulff, projektleder for Aktive fællesskaber, på 77 32 01 02 eller miwu@dabbolig.dk