Familier snørede løbeskoene i Ellemarken for sjette år i træk
Af: Martha Libach Burup
Den 11. juni lød startskuddet til familieløbet ved Fælleshusset. Alle, både børn og voksne, fra lokalområdet var inviteret og fremmødet var stort. Heriblandt beboere fra Ellemarken, der er en del af Køge almennyttige Boligselskab.
Løberne havde tre forskellige ruter på to, fire og seks kilometer at vælge imellem. Og selvom alt var, som det plejer, så var en ting dog ændret i forhold til tidligere år. Som noget nyt blev familieløbet afviklet i juni, så det ikke ligger på samme tid som Køge Festuge.
- Vi valgte i stedet at gå sammen med Ellemarkens sommerfestival og afholde familieløbet som det første arrangement på dagens program. Festivalen bød blandt andet også på loppemarked og teaterbanko, fortæller pædagog og medarrangør Karin Sjørslev.
Tager traditionen til sig
- Vi er glade for, at så mange er mødt op. Der var løbere i alle aldre, og selv børnene, der startede på Ellemarkens SFO i april, var mødt talstærkt op sammen med deres familier. Vi er glade for at de allerede har taget familieløbstraditionen til sig, fortæller medarrangør Lisa Lærke.
Hygge og hjemmebagt kage
Flere af deltagerne benyttede dagen og det gode vejr, til at sætte sig i græsset med kaffe, the og saftevand og nyde den hjemmebagte kage, som Helhedsplanen i Ellemarken havde sørget for, samt frugt som Wika Meny havde sponsoreret.
- Alt i alt var det en vellykket og hyggelig formiddag, for både de deltagende familier og os løbsarrangører, afslutter Karin Sjørslev.