Fællesspisning giver hygge i rollator-city
Tekst og foto: Julie Grothen
I fælleslokalet i Mariehaven, Allerød alm. Boligselskab, begynder fællesspisningen den første onsdag i hver måned klokken 18. En af de faste gæster er Åse Højer.
- Ellers laver jeg altid mad til mig selv, men det er så hyggeligt at sidde og snakke. Vi snakker om alt. Jeg kan godt lide, at man ikke skal rende alt for langt væk, og jeg synes, det er flot, at Pia laver maden selv. Det er rigtig fint. Det kan man godt glæde sig til hver måned, siger Åse Højer.
Flest ældre beboere spiser med
I køkkenet har Pia Haslet overblikket. Hun har også sørget for, at alle beboere har fået invitationen til madklubben i deres postkasse på forhånd, og deltagerne har indbetalt 50 kroner for aftenens traktement.
- Jeg er også afdelingsformand, men det er ikke bestyrelsens klub. Det er mit initiativ. Jeg kan lide at gøre noget for andre. Jeg melder mig gerne, og min mand hjælper med at stille op. Det er hovedsaligt ældre beboere, der møder op, og jeg sørger altid for, at der er hovedret og dessert, siger Pia Haslet.
Kartoflerne kommer i kog, den indbage mørbrad er i ovnen, og hun opdager, at der mangler mel til sovsen. Heldigvis er hjælpen lige ned på 1. sal. For der bor Tony Andersen, som også sidder i afdelingsbestyrelsen, og få minutter efter er han på pletten med en bøtte med mel.
Gode rammer om fællesskab
Tony Andersen fortæller, at fælleslokalet også bliver brugt til gymnastik, som AOF arrangerer hver mandag. I det hele taget danner ejendommen gode rammer om fælles aktivitet:
- Den er godt bygget, fordi du møder dine naboer på gangarealet. Vi har svalegange, og det betyder, at vi kommer forbi naboer på stribe. Jeg går i svømmehallen tre gange om ugen, og så tager jeg altid gratisavisen med og deler ud. Vi får også Frederiksborg Amts Avis, som vi giver videre til naboerne.
Det er vigtigt at kende hinanden, at mødes og at være trygge i boligafdelingen. Måske særligt fordi Mariehaven i nogen grad er ”rollatorcity”, som Tony smilende siger. Og i det rummelige fælleslokale står flere rollatorer ganske rigtigt parkeret langs væggene.
Vi blev taget så pænt imod
Ketty Norge er 82 år og har boet her i tre år sammen med sin mand, Lau.
- Vi er superglade for det, og vi blev taget så pænt imod. Vi boede i en anden boligafdeling i Allerød og blev så skrevet op til Mariehaven, fortæller Ketty Norge.
Hun fortæller, at der også blev afholdt et hyggeligt julearrangement, hvor ejendomskontoret inviterede på gløgg og æbleskiver. Og beboerne mødes også ofte til en uformel kop kaffe eller en øl på svalegangene.
Alle 20 pladser er nu besat, og maden er kommet på bordet. Pia og Ken Haslet har fået assistance af gæsterne til at få sovs, kartofler og salat stillet frem, og nu sørger Pia for at gå rundt med fadet med den indbagte mørbrad.
Kærlighed i maden
Snakken går omkring bordet, og der bliver jævnligt skålet, for ud over kanderne med vand, så har beboerne selv medbragt deres foretrukne drikkevarer. Der er komplimenter til Pia Haslet for den dejlige mad, og stemningen er hyggelig.
- Jeg er sikker på, at hun har kommet kærlighed i maden, siger Lau Norge, og Åse Højer tilføjer, at serveringen er en Michelin-stjerne værdig.
Fade og skåle går rundt igen, og der bliver skålet flere gange. Og efter alle er færdige, bliver tallerkenerne samlet sammen på højskolemanér.
- Når vi kommer hertil, så hjælper
vi alle sammen hinanden, fortæller
Pia Haslet.
- Man vil jo gerne hjælpe til, siger Margit Andersen, som er en af hjælperne i køkkenet
Klik på billedet herunder for at se flere billeder.