Fællesskabet begynder i boldburet
Tekst og foto: Julie Grothen
Hver fredag fra klokken 16 til 18 er der fuld gang i buret, som streetsoccerbanen foran beboerhuset Brohuset bliver kaldt. Simone Rich og Benjamin B. Larsen fra Hillerød Fodbold styrer rutineret Fredagsbold, hvor fodbold og fællesspisning skaber fællesskab blandt områdets børn og unge fra førskolealder til teenagere.
- Vi, der er en del af et fællesskab i en forening, har en forpligtelse til at række ud efter de børn og unge, der ikke er det. Derfor er Fredagsbold en vigtig aktivitet for både os, og de børn der kommer, siger Simone Rich, der er sportslig leder i Hillerød Fodbold.
Det er udviklingskonsulent Peter Bennett fra DGI Nordsjælland, der koordinerer fodboldaktiviteten.
- Det handler om at få de her børn, der står uden for et fællesskab, tættere på foreningsliv og konstruktive relationer med andre. Og Fredagsbold er en af DGI’s metoder til at give børnene i boligområdet adgang til foreningslivet, siger Peter Bennett.
Fællesskab efter corona
Fredagsfodbold er en del af projektet Beboere bygger bro, som er et samarbejde mellem DAB og DGI om at bringe beboere i almene boliger og foreninger tættere på hinanden. Oprindeligt blev Fredagsfodbold startet af den lokale klub Huset.
- Under corona er behovet for fællesskaber vokset, og vi har brug for samvær efter at have isoleret os, siger projektkoordinator Christine Wenstrup fra Aktive fællesskaber i DAB, der står bag projektet i samarbejde med Hillerød alm. Boligselskab og DGI.
Målet med projektet er ikke fysisk motion, men at få skabt fællesskaber. Og budskabet er: Du skal bare have en idé og tage din nabo med.
- Du er jo ikke mutters alene, når du bor i en almen bolig. I almene boliger har du den fordel, at du kan skabe aktiviteter sammen med andre lige der, hvor du bor. Der er en masse muligheder for at få fællesskab, siger Christine Wenstrup, der længe har beskæftiget sig med fællesskaber og frivillighed og gennem flere år har været med til at arrangere sommerlejren Assist, hvor studerende udfører praktisk arbejde blandt andet her i boligområdet.
Christine Wenstrup og hendes kolleger i DAB’s Aktive fællesskaber går sammen med lokale ildsjæle i dialog med beboere i Kongevænget I og 2.
- Når vi går fra dør til dør i boligafdelingerne, er det for at give en personlig invitation til fælles aktiviteter og for at lære om beboernes ønsker og behov til fællesskab i boligafdelingen, fortæller Christine Wenstrup.
En af mulighederne for nye aktiviteter er motionshold for voksne. Beboerne kan også selv gå til Peter Bennett eller Christine Wenstrup med en idé, som kan blive til en ny aktivitet.