Fællessang for fællesskabet
Tekst: Jesper Jensen. Foto: Robert van Gogh
I disse corona-tider, hvor de fleste af os er isoleret derhjemme, gælder det om at finde på aktiviteter til at holde humøret oppe. I boligafdelingen Værebro Park danner Beboerhuset normalt ramme om fællesspisning, foredrag, syklub og en masse andre aktiviteter, men de er midlertidigt udsat på grund af fare for smittespredning. Hvad gør man så? I Værebro Park bliver der afholdt fællessang med afdelingens omkring 3.000 beboere.
Hver dag ved frokosttid i uge 13 hankede boligsociale medarbejdere op i en højttaler på hjul og gik på bedste gårdsanger-manér rundt mellem blokkene og afspillede gode danske sange fra Kim Larsen til Jeppe Aakjær for beboerne. Og initiativet blev vel modtaget. Mange beboere sang med fra deres vinduer og altaner, og enkelte vovede sig udenfor på græsarealerne og fik rørt sig lidt til musikken – naturligvis på sikker afstand af hinanden.
- Jeg havde en lille fest her på min altan, og jeg synes det var et hyggeligt afbræk i min hjemmearbejdsdag, fortæller Anne Kjeldskov, som bor i Værebro Park.
- Vi sang en Kim Larsen-sang og ”Danser i måneskin”. Fællessang er altid hyggeligt, men forhåbentlig kommer vi snart ud af isolationen – hvis ikke, må I gerne gøre det igen. At synge sammen giver sammenhold og glæde, fastslår Anne Kjeldskov.
Medarbejderne planlægger at gentage fællessangen efter en uges pause, afhængig af hvor længe vi skal holde afstand til hinanden. Og måske udvides repertoiret med etniske sange og beboer-musikere.