Din nabo har måske brug for din hjælp til at købe mad eller medicin
DAB’s Aktive fællesskaber opfordrer beboere til at hjælpe boligafdelingens ældre, og andre beboere i risikogruppen under corona-krisen, med indkøb. De er tvunget til at blive hjemme, så de ikke udsætter sig selv for smittefare, men du kan hjælpe med indkøb af mad, medicin eller noget helt andet.
Du kan enten vælge at hjælpe dine nærmeste naboer alene, eller du kan blive en del af en gruppe beboere, der sammen står for at hjælpe andre med indkøb.
Sådan etablerer du praktisk hjælp til indkøb
- Find tre andre beboere, som ønsker at yde en frivillig hjælp for de ældre og andre beboere i risikogruppen. Sammen danner i en hjælpegruppe.
- Skab et overblik over boligafdelingen, hvis det er muligt at finde ud af, hvor der sidder ældre beboere eller andre beboere med brug for hjælp.
- Udarbejd et opslag, der beskriver, at en beboer kan få hjælp til indkøb, og hvordan de kan kontakte jer. Understreg gerne i opslaget, at beboere i risikogruppen ikke skal holde sig tilbage med at tage imod hjælpen.
- Opslaget hænges op i opgangene eller runddeles i brevsprækkerne.
- Kontakt eventuelt det lokale supermarked, hvis det skulle blive nødvendigt at få pakket indkøbsvarerne, så I bare skal hente poserne og bringe dem hjem til naboerne.
Gode råd til hjælpegruppen
- Beskyt jer selv, og hold den nødvendige afstand til andre beboere
- Brug gummihandsker
- Aftal med den enkelte beboer, hvordan betaling skal foregå, enten ved MobilePay, bankoverførsel eller penge i en kuvert - så begge parter føler sig trygge