Cirkus Panik skabte altan-trængsel
Tekst og foto: Julie Grothen
Nogle stod i vinduerne, andre på altanerne og flere beboere havde også fundet vej til de grønne arealer, da Miss Tatiana og Cirkus Panik lagde vejen forbi Afd. 1 Frederiksdalsvej. Afdelingen er en del af Boligorganisationen SAMVIRKE i Lyngby, og her fremførte cirkustruppen to forestillinger en eftermiddag i maj.
Natacha Uhre, som bor i stueetagen, sad med sin mor, Jette Uhre, på første parket på altanen.
- Det er et rigtig godt arrangement. Vi har fået besked om det på Facebook og i postkassen. Min kæreste er ikke hjemme, så jeg ringede til min mor og spurgte, om hun ville komme over, fortæller Natacha Uhre.
En fælles oplevelse
Det er DAB’s Aktive fællesskaber og afdelingsbestyrelsen, som sammen har planlagt dagens besøg af cirkus.
- Jeg vil altid gerne holde arrangementer, hvis det er noget, folk kan være en del af, eller der er noget at se, siger Sorcha Nielsen, som er medlem af bestyrelsen og også er med til at sørge for sommerfest, fastelavn og julearrangement i afdelingen.
Sorcha Nielsen er meget glad for dagens optræden, og at så mange beboere har fået en fælles oplevelse.
- Her bor mange ældre, som måske ikke har lyst til eller mulighed for at komme ned, men når de kan sidde på deres egen altan, er det fedt. Og nu er der lidt at snakke om. Det er første gang, vi har cirkus. Det vil jeg huske. Det kunne man bruge en anden gang, siger Sorcha Nielsen.
Klik på billedet nedenfor for at se et galleri af billeder.