Altankoncert gav beboere en hyggelig oplevelse på afstand
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Fra altanerne blev der klappet og vinket med armene, da sanger og sangskriver Kris Herman sammen med en guitarist spillede op til hygge i boligafdelingen Sorgenfrivang I. Beboere på tur rundt i afdelingen slog sig ned på bænke og lyttede med på afstand
- Det var nogle dygtige musikere, der kom. Guitaristen var helt fantastisk, og sangeren var god, også til at sætte gang i den. Det var et godt arrangement, det var det. Jeg har fået så mange kommentarer om, at det var virkelig godt. Jeg har snakket med flere om, at det er noget, vi skal gentage. Det behøver ikke være på grund af en krise, siger afdelingsformand Ernst Longfors.
Aktive fællesskaber ringede
Danskerne har i lang tid været isoleret og har pænt holdt afstand til hinanden for at hindre spredning af corona-smitte. Det har medført afsavn og mangel på nærvær og fællesskab, og de sædvanlige aktiviteter i boligafdelingerne er aflyst. Derfor ledte Aktive fællesskaber i DAB efter alternative aktiviteter og ringede ud til boligafdelingerne for at finde nogle, der ville være med. En af aktiviteterne er altankoncerter, hvor beboere kan lytte med på afstand, og det var sådan en, der fandt sted den 5. maj i Sorgenfrivang I.
- Claudia Hage fra Aktive fællesskaber ringede til mig og spurgte, om vi kunne have lyst til forskellige aktiviteter. For eksempel online bankospil, online madlavning eller banko over nettet. Det var ikke umiddelbart det, vi havde lyst til, men så spurgte hun til musik, og det ville vi meget gerne. Jeg var glad for, at vi blev ringet op og spurgt til det, fortæller Ernst Longfors.
En mærkelig tid
Ingen ved, hvornår corona-virussen for alvor slipper sit tag i landet, men indtil da er små oplevelser som den i Sorgenfrivang I med til at gøre en forskel i ”en mærkelig tid”, mener Ernst Longfors:
- Vi har i noget tid ikke kunnet komme hen til vores familier. Nu læste jeg så forleden, at bedsteforældre gerne må kramme deres børnebørn igen, og så bliver jeg sgu så glad. Vi er allesammen ligesom lidt muret inde. Vi kan gå ture, men vi kan ingenting, og vi skal holde afstand. Jeg håber, at det snart får en ende, det skal det have, og så bliver vi alle glade og lykkelige igen. Når der kommer et opmuntrende arrangement som det på plænen, så bliver folk glade, og det er dejligt.
Har din boligafdeling brug for en aktivitet, der kan afholdes på afstand, kan Michael Wulff, projektleder for Aktive fællesskaber, kontaktes på miwu@dabbolig.dk eller 77 32 01 02.
Se flere fotos fra arrangementet ved at klikke på billedet nedenfor.